Kong Frederik III 1648-70 1647 døde Frederiks ældre bror, den udvalgte prins Christian, uden arvinger, og Frederiks udsigt til at blive dansk konge var dermed rykket nærmere. Samme sommer blev han udnævnt til statholder i hertugdømmerne Slesvig-Holsten, med residens på Flensborghus. Han blev dog ikke formelt anerkendt som tronfølger af rigsrådet, og dette spørgsmål var ikke løst, da Christian IV døde i februar 1648. Kongevalg og håndfæstning Der var dog ingen andre oplagte kandidater, da Frederik var eneste overlevende søn i Christian IV's ægteskab med Anne Cathrine. I et par måneder forhandlede han og hans rådgivere med rigsrådet om betingelserne for valget - dvs. om magtfordelingen mellem konge og rigsråd. I maj fandt valget så sted og i juli blev Frederik hyldet i København og den endelige, strenge håndfæstning blev underskrevet. I november 1648 fandt kroningen sted. Den strenge håndfæstning skyldtes dels erfaringerne fra Christian IV's styre, dels skepsis over for Frederik, der havde levet i hertugdømmerne og omgivet sig med tyske rådgivere og tilhængere af en mere ubundet kongemagt. Frederik havde desuden ligget i strid med stænderne i Bremen og Verden, og under Torstenssonkrigen kom han på kant med rigsmarsk Anders Bille. De første regeringsår I den første tid tog Frederik ophold på Frederiksborg Slot med familien og hofstaten og holdt sig politisk i baggrunden. Han overlod i de første år en del af styrelsen til rigsrådet, men reelt fik han en friere stilling, end der var tiltænkt ham i håndfæstningen, og uden at bryde den forbedrede han skridt for skridt sine positioner. Hertil bidrog også, at to af rigsrådets mest magtfulde skikkelser, kongens svogre Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, i 1651 forlod rigsrådet. Og året før havde han fået sin ældste søn, Christian (V), valgt til tronfølger uden at denne var blevet bundet til faderens håndfæstning. Svenskekrigene Men den afgørende ændring i Frederiks magt indtraf under Svenskekrigene / Karl Gustav-krigene 1657-60. En revanchekrig mod Sverige 1657 måtte i hast afsluttes med Roskildefreden i februar 1658, men da Sverige genoptog krigen i august, voksede Frederiks popularitet under hans aktive indsats i forsvaret af det belejrede København - han insisterede på at blive i byen og "dø i sin rede". Ved freden i maj 1660 måtte Skåne, Halland, Blekinge og Bohuslen afstås. Men i 1658 havde Frederik på den anden side opnået samme suveræne stilling i de kongelige dele af Slesvig, som den gottorpske hertug havde fået for sine dele efter ophævelsen af Slesvigs lensafhængighed af Danmark. Og i december 1658 havde bornholmerne overdraget kongen deres befriede ø som arv og ejendom. Stændermøde og systemskifte Det efterfølgende stændermøde i København fra september 1660 skulle løse de statsfinansielle problemer. Her udnyttede Frederik modsætningsforholdet mellem stænderne til at opnå arveret og få kasseret håndfæstningen. Og han opnåede at få enevældig magt med Enevoldsarveregeringsakten af 10.1.1661, der blev præciseret i Kongeloven 1665. Frederik III efterlader indtrykket af en velbegavet og lærd person, men også en indesluttet natur, der sjældent betroede sig til papiret. Da han døde i en alder af 60 år, havde han i vid udstrækning konsolideret enevælden og lagt grunden til dansk museums- og biblioteksvæsen. Til forrige side Hertug Frederik 1609-48